Det farlige sundhedshysteri

Af Amalie Lyhne 2

 

Danskerne er blevet et sundhedshysterisk folkefærd, advarede eksperter forleden. Stenalderkost, raw food og en næsten religiøs fordømmelse af sukker, gluten og mælk – vi labber tossede og komplet uvidenskabelige råd i os som var det klistrede dadelkugler med acai-bær.

Eller rettere sagt: Det gør en vis andel af danskerne, mens vi andre rynker på næsen og fortsætter med at hælde burgere, cola og hvidvin ned.

På den måde bliver vi delt op i de sunde og de usunde, de rigtige og de forkerte. Opdelingen er efterhånden så skarp, at en kvinde i Berlingske udtalte, at hun ikke ønsker at omgås mennesker, der ikke som hende spiser økologisk.

Nu er hverken tosseri eller snobberi jo noget nyt. Den slags har altid eksisteret, om end idiotien har taget forskellige former.

Dét, der til gengæld er både nyt og farligt, er det aktuelle sundhedshysteri parret med den stadigt voksende velfærdsstat.

Jo større stat, jo højere skattetryk, jo mere din og min økonomi er viklet ind i hinanden, fordi vi betaler størstedelen af vores indkomst til en stat, som deler pengene ud til os igen på tusind forskellige måder – jo mere intenst vil vi føle lysten til at blande os i hinandens liv.

Ryger du? Gør du virkelig? Hvor mange smøger ryger du om dagen, og synes du egentlig, du kan tillade dig dét, når det er mig, der betaler for dine 15 år som KOL-patient?

Sidder du der på bænken og spiser en is? Selvom alle kan se, at din BMI må være oppe i det røde felt? Du er sørme ikke ked af det. Du burde altså tabe dig – ikke for din egen skyld, men for min skyld og for nationaløkonomiens skyld.

Det er primært rygerne og de overvægtige, der er samfundets pariaer i dag, selvom andre borgere – for eksempel dem, der lider af stress, angst og depression – i virkeligheden er en hel del dyrere for den fælles kasse.

Men kan man overhovedet rangere mennesker alt efter deres nettobidrag til staten? Og skal man?

Jeg synes det ikke. Ønsker man et samfund med plads til forskellighed og til det enkelte menneskes frie udfoldelse, må man afholde sig fra at sætte borgernes privatliv ind i et Excel-ark. Bliver det hele for dyrt, må man i stedet begrænse de offentlige udgifter, og så kan man jo passende sænke skatten samtidig.

Vi er nemlig ikke små robotter, som helst skal være så sunde og så billige for staten som muligt. Vi er mennesker med hver vores individuelle opfattelse af det gode liv.

Derfor må man også advare imod sundhedshysteriet, når idealet om den rene krop pludselig bliver et kollektivt anliggende.

I dag ringer medarbejdere fra Københavns Kommune for eksempel hjem til rygerne i Nordvest for at bede dem om at droppe deres ulækre vane, ligesom kommunens SOSU-assistenter er underlagt et obligatorisk krav om motion i arbejdstiden.

Jo, menneskefjendskheden har mange ansigter. Og et af dem er en sød dame fra kommunen, som er meget bekymret for din lungefunktion.

Hun skal stoppes.

 

 

 

2 kommentarer RSS

  1. Af Jens Andersen

    -

    AL har igen ret langt hen ad vejen. Men velfærdsstaten har efterhånden udviklet sig i en uheldig retning. Systemet er ikke længere menneskevenligt, men menneskefjendsk. Ihvertfald overfor danskerne. Og man har udviklet bureaukratier og forvaltninger der er sig selv nok, og som ikke hjælper borgerne, (selvom driften af bureaukratierne koster massevis af milliarder) men modarbejder dem og tyranniserer dem. Desuden har visse skoler, undervisningsanstalter og medier haft travlt med at fordumme og forvirre eleverne/borgerne. Noget der både har ført til forråelse, hysteri og mistet realitetssans. Og hvor tingene kunne forenkles, har politikerne i stedet valgt at fremme overadministration, overflødig kontrol, overvågning og formynderi. Dyneløftere, snagen i privatlivet, overvågning og tossede regler ligger efterhånden som en blydyne henover befolkningen. Socialiseringen og nævenyttigheden er gået forvidt, og ALLE partierne er medskyldige.

  2. Af Helle Nyberg

    -

    Ja, det skal hun. Stoppes.
    Sundhedsdillen er jo blot en form for pseudoreligion. Og vi tromler derudaf.
    Det viser kun, at vi – også uden religionen – har behov for stramme regler. Man kan måske ligefrem sige, at det er det negative – behovet for pønitentse – som har overlevet kristendommen i Danmark. Ikke alt det fine, håbet, medmenneskeligheden, OG SÅ VIDERE.
    Da protestantismen holdt sit indtog på Ålborg- egnen, gik nogle udvalgte damer fra kirken rundt og malkede de unge kvinder (!) for at undersøge, om disse var gravide eller havde født i dølgsmål. (Oplysning fra et site om biskop Stygge Krumpen) Dér er vi ikke endnu. Men jeg ser de sorte skyer ude i horisonten. For vi k a n jo ikke lade naboen i fred. Og hvorfor ikke? Jeg tillader mig at tro at det skyldes, at vi piner glæden ud af livet (vores eget først og fremmest) med alle de uopfyldelige mål, vi stiller os, og af samme grund kan vi ikke tåle afvigelser fra vores egen dagsorden.
    Det gælder såmænd også denne skriver. Men jeg ta´r mig i det, må jeg sige.

Kommentarer er lukket.