Forældrene er folkeskolens største problem

Af Amalie Lyhne 29

Der er meget i vejen med den danske folkeskole: Den nye reform er upopulær, lærerne brokker sig og er uengagerede, lærerformand Anders Bondo er altid sur, politikerne laver alting om hele tiden, der mangler ro og disciplin i klasseværelset og forældrene tager i stigende grad deres børn ud og sender dem i privatskole i stedet.

Jo, der er meget i vejen. Og man kan helt sikkert rette en velbegrundet kritik imod både lærere, skoleledere, politikere og Danmarks Lærerforening.

Men jeg tror faktisk, at folkeskolens største problem er forældrene.

I dag fortæller Berlingske om flere skoler, hvor forældrene med åben pande trodser skolens forbud imod at have mobiltelefoner i timerne. Selvom der er tale om enkeltstående tilfælde, og selvom der ifølge skolerne heldigvis kun er tale om et mindretal af forældrene, er det alligevel et gennemgående problem. En Epinion-undersøgelse fra 2014 viste, at 18 procent af forældre til skolebørn mener, at det er ok, at deres børn bruger mobilen i undervisningstiden, selvom de ikke har fået lov af læreren.

Det vil sige, at næsten en femtedel af forældrene lærer deres børn, at man ikke skal respektere læreren, og man ikke skal respektere skolens regler. Ja, faktisk lærer børnene, at de ikke skal respektere fællesskabet, men kun tænke på dem selv og deres egne behov.

Dertil kommer de forældre, der ikke gider at stå tidligt nok op til, at børnene kan møde til tiden, de forældre der taler dårligt om lærerne foran deres børn, og de forældre der ikke har opdraget deres børn til at kunne sidde stille, vente på deres tur og generelt opføre sig ordentligt.

Især det sidste bliver der spildt rigtig meget værdifuld undervisningstid på. Børnene møder simpelthen op i skole uden at kunne de mest basale sociale spilleregler, og det må skolen så lære dem, før de kan gå i gang med den egentlige undervisning, for ingen kan jo lære at beregne omkredsen på en cirkel, hvis alle taler i munden på hinanden, mens tre drenge sidder i vindueskarmen, og to piger løber rundt om bordet. I nogle kommuner har man simpelthen været nødt til at oprette faget ”socialfag”. Her skal lille Sophia lære, at hun rent faktisk ikke er verdens ottende vidunder, selvom forældrene med deres svage opdragelse har sagt lige præcis dét.

Måske skulle man gøre ligesom australierne? For et par uger siden fortalte en dansk far, der havde været bosat i Australien, at lærerne dér simpelthen ringede forældrene op og bad dem om at hente deres barn, hvis barnet ikke var læringsparat – altså, hvis barnet for eksempel forstyrrede undervisningen.

Ja, det står skidt til i den danske folkeskole. Der er for meget uro og for lidt disciplin. Men det største ansvar for dén misere hviler altså på forældrenes skuldre.

29 kommentarer RSS

  1. Af jens petersen

    -

    Vi er rigtig gode til at fjerne fokus fra det væsentlige her i landet, og når man taler om folkeskolen, forældrerne og de umulige børn, så fjerner man fokus fra det væsentlige. Læreren styrer klassen og man ser gang på gang at en klasse der ikke har nogensomhelst diciplinproblemer med en lærer kan ændre sig totalt ved et lærerskift. Når en underviser i 3 klasse har døren åben under danskundervisning i 3. klasse og den samme klasse i 4. klasse med en ny lærer hænger i gardinerne og er ukoncentrerede så er det hverken normering, eller forældrer. Du ser gang på gang på en skole hvor du har tre klasser sammensat af børn fra de samme områder, samme socialstatus, samme gennemsnitlige problemer, samme gennemsnitlige umulige forældrer, samme…… at visse klasser er ekstremt velfungerende aog andre er problemklasser.

    Så er der brok omkring inklusion – men når skolen mener at penge der følger med inklusionselever kan bruges til andre formål så skyder man sig selv og børnene i foden, og når man bruger konsulenter til inklusionsopgaver der har deres erfaring fra eksklusion af selvsamme børnegrupppe i specialskoler så har man bestilt problemerne. Ville man andetsteds bruge en nedrivningsekspert som konsulent på et etagebyggeri?

  2. Af Bjarne Munk Christensen

    -

    – naturligvis, kan det ikke være anderledes, når forældrene selv er afkom af den dybt degenererede 68-generation og, følgeligt, aldrig selv er blevet opdraget..!- !det bliver
    meget værre indtil hele samfundet bryder sammen i massehysteri og ren anarki…..

  3. Af Arvid Holm

    -

    “Ja, faktisk lærer børnene, at de ikke skal respektere fællesskabet, men kun tænke på dem selv og deres egne behov.”
    Individets rettigheder i det humanistiske samfund er jo ikke betinget af individets pligter.
    Humanismen forudsætter “det gode menneske”, der har empati som den dominerende egenskab.
    Men forudsætningen er ikke opfyldt for så mange individer, at de uden videre er afgørende for samfundets erfaringer med enhver gruppe.
    Skolebørn er desværre ikke den eneste minoritetsgruppe, der demonstrerer, at humanismen er uanvendelig som generelt princip for indretning af samfundet.

  4. Af Niels Larsen

    -

    “For et par uger siden fortalte en dansk far, der havde været bosat i Australien, at lærerne dér simpelthen ringede forældrene op og bad dem om at hente deres barn, hvis barnet ikke var læringsparat – altså, hvis barnet for eksempel forstyrrede undervisningen.”

    Det gjorde de allerede i 1970, skal jeg hilse og sige.

    Og jeg skal også hilse og sige, at der intet var i vejen med disciplinen i skolerne dernede dengang – og det har nok ikke ændret sig.

    Det har det herhjemme, hvor lærerne vist stadig siger: “Hva’ syn’s du sæl’?”

    Vi trænger til et stænk af den sorte skole fra min ungdom.

  5. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    “Dertil kommer de forældre, der ikke gider at stå tidligt nok op til, at børnene kan møde til tiden…”

    Det er langt fra alle forældre, der har lige så luksuriøse mødetider, som du og dine vendinger har. Du sparker med andre ord nedad, og rammer især de travle, enlige mødre, og skilsmisseramte børn.

    For der er mange enlige mødre, der tvunget til, at tage afsted på arbejde, før deres børn skal ud af døren, for at nå at komme i skole til tiden, og som enten ikke kan, eller ikke har tid til, at hjælpe deres børn med lektierne.

    Det burde vel ikke være samfundets opgave, at sørge for. at eleverne møder op hver dag til tiden; men dét er en indvending, der kun er rigtig, hvis de fleste elever bor sammen med begge forældrer.

    For det er et banalt faktum, at børn, hvis forældre er blevet skilt, langt oftere bliver ufaglærte, får et misbrug osv-osv; skilsmissebørn topper alle de negative statistikker – og det hele starter med, at deres grunduddannelse ryger på gulvet, fordi ingen interesserer sig for, hvad de laver, før de skaser så store problemer, at de ikke kan overses mere…

  6. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Jeg tror ikke, at problemet med pjækkende elever primært skyldes, at forkælede middel- og overklasseforældre ikke vil stille krav til deres børn.

    Det problem findes vel også, og skal også adresseres, men det er en marginal del af problemet med børn, der ikke passer deres skolegang, og det løser ikke problemet for de mange forældre, der ikke kan sikre sig, at deres børn møder op i skolen til tiden, simpelthen fordi de allerede selv er ude af døren på dét tidspunkt, for at nå på arbejde i tide.

    Der findes sikkert også nogle arbejdsløse, eller arbejdsfri mødre, der ikke magter at overtale, eller motivere deres børn til, at passe deres skole – men det er som regel ikke mødre, der selv har en god uddannelse, og som derfor ikke er et personligt eksempel.

    Men det virker mest som en afledningsmanøvre, at give karikaturfiguren “Speltmoderen fra Østerbro” skylden for, at alt for mange elever svigter sig selv, ved at pjække meget, samt ved ikke at lave lektier.

    Uddrag fra “Skilsmissebørn får kortere uddannelser”

    “For de cirka 27.000 børn, der blev skilsmissebørn sidste år, er risikoen for ikke at få en anden uddannelse end 9. eller 10. klasse blevet fordoblet.

    Mor og fars skilsmisse påvirker nemlig risikoen for, at barnet ikke får en uddannelse, skriver Jyllands-Posten.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har taget udgangspunkt i de 52.366 børn, der blev født i 1980.

    Knap 12 procent af dem, hvis forældre stadig boede sammen, da de fyldte 18 år, har 9. eller 10. klasse som den højeste afsluttede uddannelse.
    For dem, hvis forældre var flyttet fra hinanden, er 23 procent, altså næsten dobbelt så mange, endt som ufaglærte.”

    “Årsagen til forskellen på børnenes uddannelse skal blandt andet findes i, at skilsmisseforældre har mindre tid til at hjælpe deres børn med lektier og andet skolearbejde, vurderer seniorforsker Mai Heide Ottosen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

    – Et brud i familien trækker ressourcer ud. Der er kun to hænder og ikke fire til at hjælpe med lektierne. Andre vil sige, at skilsmissen rammer børnene følelsesmæssigt, så de ikke kan koncentrere sig om skolearbejdet. “

  7. Af Hanne Nielsen

    -

    Jeg er et langt stykke hen ad vejen enig med Amalie Lyhne, at den dårlige opførsel i skolen starter derhjemme, hvor lille Lotus-Crysamunte sættes op på et penistal og får at vide, at verden drejer sig rundt om hende og KUN hende.
    Nogle skoler er begyndt at låse døren ind til undervisningslokalet, når det har ringet ind. Så må lille Peter og hans mor/far pænt vente uden for indtil, der er pause. Dette medfører at mor/far kommer for sent på arbejde. Dét har mange steder hjulpet gevaldigt på mødedisciplinen.
    Skolerne skal dog være bedre til at påpege problem-børn, indkalde til forældre-samtaler og også slå hårdere ned på gentagne ferier holdt uden for skole-ferier.
    Jeg er én af dem, der har flyttet mine børn fra den lokale folkeskole til en privatskole; både pga. stor udskiftning af lærere men også fordi, der bare ikke var ro i klassen til at lære noget. Og det har altså været alle pengene værd

  8. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Det virker mest af alt som en afledningsmanøvre, at give karikaturfiguren “Speltmoderen fra Østerbro” skylden for, at alt for mange elever svigter sig selv, ved at pjække meget, ikke følge med i timerne, samt ved ikke at lave lektier.

    Uddrag fra “Skilsmissebørn får kortere uddannelser”, Ritzau/DR Nyheder 1.juli 2014:

    “For de cirka 27.000 børn, der blev skilsmissebørn sidste år, er risikoen for ikke at få en anden uddannelse end 9. eller 10. klasse blevet fordoblet.

    Mor og fars skilsmisse påvirker nemlig risikoen for, at barnet ikke får en uddannelse, skriver Jyllands-Posten.

    Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har taget udgangspunkt i de 52.366 børn, der blev født i 1980.

    Knap 12 procent af dem, hvis forældre stadig boede sammen, da de fyldte 18 år, har 9. eller 10. klasse som den højeste afsluttede uddannelse.
    For dem, hvis forældre var flyttet fra hinanden, er 23 procent, altså næsten dobbelt så mange, endt som ufaglærte.”

    “Årsagen til forskellen på børnenes uddannelse skal blandt andet findes i, at skilsmisseforældre har mindre tid til at hjælpe deres børn med lektier og andet skolearbejde, vurderer seniorforsker Mai Heide Ottosen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).

    – Et brud i familien trækker ressourcer ud. Der er kun to hænder og ikke fire til at hjælpe med lektierne. Andre vil sige, at skilsmissen rammer børnene følelsesmæssigt, så de ikke kan koncentrere sig om skolearbejdet. “

  9. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    Mon ikke det primært er de mange skilmisser, der skaber problemerne i folkeskolerne, det er ikke lille, forkælede Lotus-Krussemynthe, eller hendes middelklassemor – Lotus-Krussemynthe får jo rent faktisk, statistisk set, en god uddannelse.

    Uddrag fra “Skilsmissebørn får kortere uddannelser”, Ritzau/DR Nyheder 1.juli 2014:

    “For de cirka 27.000 børn, der blev skilsmissebørn sidste år, er risikoen for ikke at få en anden uddannelse end 9. eller 10. klasse blevet fordoblet.”

    “Det viser tal fra Danmarks Statistik, som har taget udgangspunkt i de 52.366 børn, der blev født i 1980.

    Knap 12 procent af dem, hvis forældre stadig boede sammen, da de fyldte 18 år, har 9. eller 10. klasse som den højeste afsluttede uddannelse.

    For dem, hvis forældre var flyttet fra hinanden, er 23 procent, altså næsten dobbelt så mange, endt som ufaglærte.”

  10. Af Lulu Lamsebehn

    -

    “… lille Lotus-Crysamunte sættes op på et penistal …”

    Hvis dét er noget, du har kendskab til, så bør du melde forældrene til politiet! Sådan noget svineri!

  11. Af Niels Larsen

    -

    Lulu Lamsebehn

    Det falder ind under kvalitetstid – før ungen sættes op på piedestalen. 🙂

  12. Af Mogens Kamp

    -

    Ikke det der ligner. Hverken i stænk eller fuldtonet vanvid.
    Folk der selv er blevet slået bliver som voksne selv modtgelig for afstumpetheden

  13. Af Jakob Schmidt Rasmussen

    -

    @Mogens Kamp

    Der er ingen politikere, der vil genindføre revselsesretten i Folkeskolen, så hvis det er dét, du tror, at Lyhne vil med dette indlæg, så tager du ret sikkert fejl. Dén kamp er vundet for længst, og der er ingen reel fra for, at revselsesretten vender tilbage foreløbigt.

    Men der er faktisk mange børn i indvandrerfamilier, der stadig får tæv derhjemme, hvilket Yahya Hassan, der nu selv er dømt for vold, gjorde os opmærksom på.

    De børn, der bliver opdraget med vold, lærer, at vold kan bruges til at “løse” konflikter i hjemmet, og de bruger ofte også vold til at “løse” problemer med andre elever og lærere.

    Der er givetvis flere lærere, der får tæv af elever nu om stunder, end omvendt.

    Mange af de elever, der bliver opdraget med vold derhjemme, får også at vide, at kvinder er mindre værd end mænd, hvilket ikke ligefrem skaber den nødvendige respekt for de mange kvindelige lærere.

  14. Af Søs Overgaard

    -

    At være skilsmissebarn er vel ikke en undskyldning for ikke at kunne opføre sig ordentligt i skolen (og i det hele taget)?
    Og fordi man er skilsmisseforældre, må man vel godt opdrage sit barn??
    Eller bliver alle regler om pli, god opførsel og respekt for andre mennesker sat ud af spil, når man er skilsmissefamilie?

  15. Af Jan Johansen

    -

    Amalie Lyhne.
    Du har ikke helt ret. Det største problem for Folkeskolen er dog politikernes manglende evne eller vilje til at bane vejen for en mærkbar forbedring af vore børns muligheder for en optimal start i livet. De er ellers fuldtud vidende om, hvordan finnerne og canadierne ( i Ontario) har udviklet deres skolesystemer i en meget positiv retning, og alligevel har de her i landet forringet vores skolesystem mærkbart med den nye såkaldte folkeskolereform. Reformen blev ellers lanceret som en enestående fornyelse, men i virkeligheden var og er der tale om en stor spareøvelse, der i den grad har gjort det vanskeligt for medarbejderne at leve op til de høje idealer. Det er faktisk skandaløst, og når der så dertil kommer problemer med en del ansvarsløse forældre, så skal det da gå galt. På denne baggrund er det da meget forståeligt, at mange lærere har fået nok. De er blevet svigtet noget så eftertrykkeligt af politikerne og nu også af en del forældre. Vi trænger i den grad til en ærlig og reel folkeskolereform, der gerne skulle kunne skabe respekt om den danske folkeskole!

  16. Af Erik Skifter

    -

    Amalie Lyhne du har fat i noget rigtigt. Det er hos forældrene man skal sætte ind – ja. Men der mangler ledelse i folkeskolen. Ja ledelse og en leder der går foran og sætter kursen for en flok forvirrede folkeskolelærere og over for børnene og deres forældre.
    Vi mangle også politikere, som kan give os et regelsæt for folkeskolen, som gør at der genetableres respekt for skolen, for fælleskabet og for den indlæring som naturligvis skal ske.

    I dette skoleår var jeg til opstart af skoleåret i en klasse på en privatskole. Skolelederen mødte op og indledte med et velkommen til et spændende nyt skoleår og præciserede over for forældrene og deres børn, at skolen havde store forventninger til dem og man på skolen glædede sig til at samarbejde omkring en masse spændende nye projekter i det nye år. Alle klassens lærere fulgte efter med et spændende og engageret indlæg om hvad der fagligt skulle ske i hver enkelt fag. Man gik opløftet og forventningsfuld fra mødet.

    Næste dag skulle jeg til opstart af skoleåret i en anden klasse på den lokale folkeskole. Skolelederen mødte ikke op, men to forpjuskede lærere mødte op. Den ene var stadig langtidssygemeldt med stress, men var dog mødt op for at vise hun stadig var i live. De begge lærere indledte med, at de desværre ikke endnu havde et program klar til den kommende lejrskole, som skulle foregå 3. uger efter skolestarten. De havde trods 7. ugers ferie ikke haft det fornødne overskud, men de skulle nok – når de fik tid og overskud – tilsende programmet til forældrene snarest.
    Forældrene i denne folkeskoleklasse gik fra dette møde med bekymrende forventninger.

    Der foreligger et kæmpe forandrings-program for folkeskolen, hvis der skal ske en ændring. Jeg personligt tror ikke det vil ske i vores levetid. I stedet vil vi se en kæmpe forskel vokse yderligere mellem de private skoler og folkeskolen. Man er ganske enkelt ikke klar til at foretage det nødvendige holdningsskift der skal til for at rede folkeskolen.

    Jeg har i øvrigt taget vores barn ud af nævnte lokale folkeskolen – ligesom så mange andre har gjort – og placeret det på nævnte privatskole. Vi har måttet afvente på den lange venteliste der var og er på privatskolen.

    Personligt er jeg ked af denne udvikling, idet jeg mener folkeskolen burde være det rigtige for alle børn, hvor man blandes med alle sociale lag i samfundet. Men folkeskolen er smadret, ja helt uopretteligt, af en overfladisk 68`er generation, godt støttet af et mangeårigt socialistisk styre og en pladderhumanistisk presse.
    Det sidste søm i kisten var, at folkeskolen skulle rumme alle i klasserne. Man måtte ikke udskille dem, som havde det bogligt og adfærdsmæssigt vanskeligt. Klasserne skulle rumme det mest umulige til skade for alle.

    Er det så børnenes forældre som er de ansvarlige for folkeskolens fald ?. De er medskyldige, men har ikke hovedansvaret.

  17. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Jeg har selvfølgelig ikke skrevet, at skilsmisseforældre ikke må opdrage deres børn, som du pådutter mig; det giver sig selv.

    Men det er lige så indlysende, at skilsmissebørn ikke får lige så meget opdragelse, som børn der har samlevende forældre gør, simpelthen fordi de er mere overladt til sig selv – ofte under ulykkelige og kaotiske forhold.

    De er f.eks. oftere nødt til selv, at sørge for, at komme i skole til tiden, og får ofte mindre hjælp til lektierne, har færre de kan tale med om problemer -osv…

    Det burde du måske være i stand til, at indse selv, men det kræver jo, at man både er i besiddelse af empati, og faktisk anvender den…

  18. Af Torben H.

    -

    Hvor er det interessant at læse denne tråd! Kommentarerne viser med al tydelighed ubegrundede holdninger til denne problematik, som Amalie Lyhne rejser. Jeg har i flere år sagt, at problemet i folkeskolen ikke er lærernes faglighed, men der evne og mulighed for at skabe et miljø i klassen, der gør det muligt at undervise. Med evnen mener jeg, at alt for mange lærere ikke besidder de lederevner, der skal til for at udøve den nødvendige klasseledelse. Med muligheden mener jeg, at Amalie Lyhne har helt ret i, at alt for mange børn i det moderne samfund ikke hjemmefra er gjort undervisningsparate. Så der er 2 sider af denne sag. Men Amalie Lyhne har helt ret i, at det største problem er at finde i den meget forandrede familiestruktur, som vi har oplevet igennem de sidste 10-15 år, Og her er skilsmisseproblematikken det absolut største problem. Med en skilsmisseprocent på over 50% har vi opnået en situation for rigtig mange børn, der har fået, den vigtigste base i livet – nemlig familien – brudt på, med meget større konsekvenser end rigtig mange mennesker er klar over. Et barn der gennemgår en skilsmisse er i en eksistentiel krise i mange år efter og har det meget sværere end de fleste tror med at få hold på deres liv, især hvis forældrene heller ikke kan tale sammen, som det er tilfældet i langt de fleste tilfælde. Desværre er det nærmest blevet normalt og endda “trendy” at blive skilt! Men det er et skråplan, som vi må sætte alt ind for at ændre, hvis det ikke skal ende helt galt for børnene. Men selv mange parforhold – der endnu ikke er blevet skilt – er der store problemer og uro, som præger barnets hverdag, hvilket gør det svært for barnet at koncentrere sig om skolegang. Helt grundlæggende har vi skabt et velfærdssamfund, hvor voksne mennesker er så selvoptaget og egoistiske, at de ikke evner at leve i et fællesskab med et andet menneske – og det er et kæmpeproblem, som i den grad præger børnenes opvækst. Parforholdet er – når det fungere – langt den bedste opdrager af børn – også langt bedre en mor og far hver for sig og langt langt bedre end det institutionelle miljø, hvor de desværre bliver parkeret i alt for lang tid igennem deres opvækst. Så Amalie har ret i at familien er problemet, men det er en meget stor udfordring, som vi bliver nødt til at erkende og gøre noget ved! Ellers vil tendensen fortsætte!

  19. Af Jan Johansen

    -

    Erik Skifter stiller afslutningsvis i ovenstående indlæg følgende spørgsmål: “Er det så børnenes forældre, som er de ansvarlige for folkeskolens fald?” Hertil svarer han selv: “De er medskyldige men har ikke hovedansvaret”. Nej, det er korrekt. Hovedansvaret ligger hos politikerne, og det er især den tidligere proformastatsminister, Helle Thorning- Schmidt, amatørkassemesteren, Bjarne Corydon og den vidtløftige og overgearede tidligere undervisningsminister, Antorini fra et cirkus af samme navn, som er hovedskurkene bag det største bluffnummer, som den danske folkeskole har været udsat for nogensinde, men glem ikke at også Kommunernes Landsforening også bærer en stor del af ansvaret for fadæsen. Det var især lakajen, Michael Ziegler, der på lallende vis førte sig frem, ofte med hovedet under armen. Hvorfor var der ingen, der sagde fra i tide? Flere af de øvrige politikere brugte heller ikke den indvendige side af hovedet. De var blot medløbere!

  20. Af j nielsen

    -

    ” Hovedansvaret ligger hos politikerne, og det er især den tidligere proformastatsminister, Helle Thorning- Schmidt, amatørkassemesteren, Bjarne Corydon og den vidtløftige og overgearede tidligere undervisningsminister, Antorini fra et cirkus af samme navn, som er hovedskurkene bag det største bluffnummer, som den danske folkeskole har været udsat for nogensinde, men glem ikke at også Kommunernes Landsforening også bærer en stor del af ansvaret for fadæsen. Det var især lakajen, Michael Ziegler, der på lallende vis førte sig frem, ofte med hovedet under armen.”

    Jeg er fuldstændigt enig, også i indlægget forinden af samme forfatter.

    ” Hvorfor var der ingen, der sagde fra i tide?”

    Nogle var der da, men de fik også med det oversavede. Sjældent er en faggruppe i den grad blevet sjoflet til og latterliggjort af deres egne chefer.

    Og så forventer man bagefter at forældre og elever skal have respekt. Undskyld, men regeringen plus KL har lige vist vejen. Respektløst fra væg til væg, og total ligegyldighed overfor kerneopgaven. Lærere, det er sådan nogle man kan behandle efter forgodtbefindende. Det var beskeden oppefra, og det der er sket er at en del mennesker har lært lektien.

  21. Af Kristian Uhd Jepsen

    -

    Mit gæt er Amalie Lyhne ikke selv har børn? Vi har aktuelt 3 skolebørn, og har altid prioriteret at de skal gå i en folkeskole, da vi mener diversiteten blandt børnene afspejler samfundet, og er en værdifuld ballast og et stærkt grundlag for at kunne blive et rummeligt menneske og samfundsborger i fremtiden. Vi har gennem tiden og aktuelt oplevet fantastiske lærere og mindre fantastiske lærere (iøvrigt nogle der fungerede rigtig med den ene af vores børn, og virkelig dårligt med det andet), men samtidig også en udpræget grad af pædagogisk inkompetence, som blandt andet bekræftes af din kommentar på dette opslag. At påstå at forældrene er folkeskolens største problem, er så stor en pædagogisk falliterklæring at jeg faktisk ikke rigtig kan overskue, hvor bekymrende jeg synes det er. At opdragelse og sociale kundskaber er en grundlæggende vigtig egenskab hos alle mennesker kan vi ikke være uenige om, men hvis man som folkeskolelærer ikke anser sin egen rolle, som en helt central del af barnets udvikling (også på disse områder), så er man i min optik helt uegnet til at varetage jobbet. Vi overlader vores børn til folkeskolen 8 timer om dagen, og det betyder uanset om vi vil det eller ej, at lærerne har et massivt ansvar for også af opdrage, forme og udvikle børnene. Det kan man ikke komme udenom ved blot at skyde skylden på forældrene….

  22. Af jesper nielsen

    -

    Den pågældende skole i Australien ringede ikke når børnene ikke var læringsparate – det var når de ikke var undervisningsparate – der er en forskel.

    Herudover mener jeg det er forkert at bebrejde Danmarks Lærerforening der om nogen i de sidste 10-15 år har bidraget med forslag og løsninger på det politikerne kalder folkeskolens problemer.

    Historisk har DLF altid været med inde over når der skulle laves lovændringer, samt ændringer i mål og vejledninger for folkeskolens fag – det har de sidste tre regeringer afskaffet og sat DLF fuldkommen udenfor indflydelse. Det sidste skub fik lærerne efter lockouten og den fra moderniseringsstyrelsen og finansministeriet planlagte gennemførelse af Lov409.

  23. Af Jan Johansen

    -

    Kristian Uhd Jepsen.
    Du er desværre helt galt på den. Den nye folkeskolereform levner overhovedet ikke mulighed for, at personalet på skolerne kan afse den fornødne tid på at opdrage forældrenes børn. Det er muligt, at pædagogerne kan, men som reformen er skruet sammen, er det ikke mit indtryk, at lærerne har ret meget overskud til den slags. Derfor kan det kun være i forældrenes interesse, at børnene møder udhvilede frem hver dag og besidder evnen til at opføre sig ordentligt. Er der problemer, eller opstår der problemer, kan det kun være i vores interesse som forældre at få besked fra skolen. Herefter er det vores pligt at få hanket op i den ellers gode opdragelse, som vi sikkert hidtil har givet vores børn. Kun derved kan skolen fungere optimalt, for lærernes primære opgave er altså at undervise med, hvad deraf følger af forberedelse, tilrettelæggelse og evaluering m.m. , men mon ikke de fleste forældre efterhånden har fundet ud af, at den nye folkeskolelov ikke har afsat ret megen tid til lærernes pædagogiske udenomsarbejde. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi som forældre er bevidste om vores del af ansvaret som opdragere vores egne børn!

  24. Af Kirsten Packert

    -

    Jeg tænker det er vigtigt at alle kigger ind ad og tager egen andel i problemerne, istedet for hele tiden at kaste det over på andre. Jeg mener at lærere og pædagoger også har en stor del af ansvaret for børn der ikke kan finde ud af de sociale leveregler på skolerne. Når man ønsker noget af et barn, lykkedes det kun hvis man “følger tingene til dørs” det nytter ikke at bede et barn om en bestemt adfærd og så bare gå videre, uden at sørge for barnet respekterer det man har bedt det om.
    Der er alt for meget travlhed, alt for meget udbrændthed og alt for meget manglende lyst hos de voksne. Børn skal kunne mærke at “man” faktisk vil dem, at de betyder noget for en og at de kan lykkedes med de ting vi beder dem om.
    Realationerne skal være i orden, før man kan lykkedes med adfærds ændringer

  25. Af Jan Johansen

    -

    Kirsten Packert.
    Du har fuldstændig ret. Vi har alle (forældre, pædagoger, lærere, ledelse, psykologer, kommunen, herunder socialforvaltningen m.fl.) et medansvar for børns og unges trivsel og udvikling, men hvad nytte er det til, hvis en pædagog eller lærer påtaler et problem med et barn/ung, der ikke kan opføre sig ordentlig i en daginstitution eller i en skole. I første omgang sker der muligvis ikke en nævneværdig ændring, hvorefter pædagog eller lærer måske henvender sig til sin ledelse. Det sker der heller ikke nødvendigvis noget ved, omend det kan synes besynderligt. Det samme burde heller ikke ske ved en senere henvisning til skolepsykologen og/eller en socialrådgiver, men det sker faktisk, og så kan det ulykkeligvis gå helt galt. Mon ikke dette er sagen i en nøddeskal? Nogle umodne børn/unge bliver heldigvis opdaget i tide, og hvor forældrene er i stand til at forstå problemet/problemerne, er der håb forude. Ved en målrettet indsats kan og bør forældrene selv tage over. Det er der i langt de fleste tilfælde perspektiver i. Hvis ikke, er der måske hjælp at hente hos en forstående pædagog i institution eller ditto lærer i folkeskolen, men her er det blevet ekstraordinært svært eller endog meget vanskeligt. Sagen er den, at man med den nyindførte folkeskolereform af 2014 slet ikke har medtænkt den ovenfor nævnte problematik med socialt belastede børn i daginstitutioner og skoler, og det er jo i virkeligheden fuldstændig vanvittigt! Skal daginstitutionerne og skolerne virkelig lykkes med den nye reform, skal forældrene forstå værdien af eget ansvar for egne børns udvikling og opdragelse. Det er altafgørende for deres børns fremtid, men der vil naturligvis fortsat være særlige problemer med nogle børn, som kræver særlig opmærksomhed i institutionerne og skolerne. Derfor er det selvfølgelig galimatias, når man fra politisk hold ser bort fra denne åbenlyse kendsgerning og blot vægter kvantitativt på bekostning af kvalitativt. Eksempelvis er den danske folkeskole ikke blevet mærkbart bedre ved blot at forlænge selv små børns skoledag med et par timer længere end hidtil. Snarere ringere! Det er i hvert fald det indtryk, man får ved samtaler med egne børn og deres skolekammerater i dag. Antorinis fornyelseskampagne var og blev sørgeligt nok kun et stort bluffnummer, og værst af alt: Med den nye folkeskolereform har politikerne i den grad totalt svigtet pædagogernes og lærernes mulighed for at tage sig ekstraordinært af de svage og forsømte elever.

  26. Af Jan Johansen

    -

    Efterlysning.
    Mit ellers udmærkede og velovervejede indlæg, som blev afsendt i lørdags, er endnu ikke nået frem. Håber at se det igen.
    Mvh
    Jan

  27. Af Jan Johansen

    -

    Kirsten Packert
    Tak for dit fine indlæg ovenstående. Jeg har reageret på det efterfølgende, men af en eller anden grund er mit indlæg ikke nået frem til bloggen. Jeg synes ellers, at det var/er nok så vigtigt, at få frem vigtigheden af at såvel forældrene som pædagoger og lærere bliver bakket op af politikerne i deres daglige arbejde med at opdrage, udvikle og undervise vores børn. Det sker desværre ikke for nærværende og slet ikke med bl.a. den nye folkeskolereform. Dette er skrevet af en person, der selv blev ramt af en eller anden form for tvangsfjernelse som 2 årig, sendt på et børnehjem i næsten 13 år, men klarede mig igennem takket være et skoleskift efter 5. klasse, hvor jeg fik en lærer, som tydeligvis “ville mig”. Det var fantastisk, og naturligvis var jeg dybt taknemmelig over at mærke den opbakning. I al beskedenhed tror jeg nok at jeg klarede den fremadrettet.

  28. Af Jan Johansen

    -

    Så lykkedes det og tak for det. Mit efterlyste indlæg er fundet og er placeret, hvor det meget naturligt hører til (11. februar, kl. 13:27).

  29. Af Ole Foldager

    -

    Nu er det ikke lærerne der bestemmer om eleverne må/skal sendes hjem. Det blev afgjort ved seneste reform – det er en ledelsesbeslutning.
    Men spørger du lærerne, tror jeg ikke du finder mange med “hvad synes du selv” holdning.
    Så skyd på de rigtige…

Kommentarer er lukket.