Liberal Alliance – damned if you do, damned if you don’t

Af Amalie Lyhne 31

 

Liberal Alliance holder landsmøde i dag. Partiet, som de fleste elsker at hade – men som 265.129 danskere har så meget tiltro til, at de satte deres kryds dér ved sidste valg. Det svarer til 7,5 procent af vælgerne.

I en følelsesladet tale tidligere i dag fortalte politisk leder og udenrigsminister Anders Samuelsen om partiets rejse fra 0,0 procent til den succes, som er situationen i dag.

For jo, Liberal Alliance er en succes. Partiet har måske ikke fået de helt store politiske sager gennemført, men man har formået at rykke den offentlige opinion – for eksempel inden for områder som overførselsindkomster, skatteniveau og den omklamrende stat – ligesom man har etableret sig som en vægtig liberal stemme, som medier og politiske modstandere ikke kan komme udenom. Dét er en sejr, og det er godt gået for et stadig ungt parti.

Også selvom de fleste kommentatorer i øjeblikket sprøjter analyser ud, som alle er variationer over samme uoriginale udsagn: ”prisen for regeringsdeltagelse har været for høj”.

Asger Aamund, som på et tidspunkt havde en del at gøre med Liberal Alliance, kaldte ligefrem prisen for at gå i regering for ”grusom” i et interview i Berlingske i går, og han sagde helt uden omsvøb – og med bemærkelsesværdig selvtillid, i øvrigt, for politisk erfaring har han mig bekendt ikke – at beslutningen om at skifte rollen som protestparti ud med rollen som ansvarligt regeringsparti var ”forkert”.

Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at forstå den analyse, som alle andre åbenbart er enige om.

Liberal Alliance stod i en situation, hvor man agerede støtteparti for Venstre-regeringen uden at få noget særligt ud af det. Man råbte og skabte sig, men topskatten blev hvor den var. Og der var ikke noget som helst tegn på, at det ville ændre sig – ikke på denne side af et valg, i hvert fald.

Nu står partiet så i en situation, hvor man er en del af regeringen. Man får stadig ikke noget særligt ud af det, det er korrekt. Men hvad har man mistet?

Muligheden for at råbe højt? Rollen som protestparti? Ja, det har man mistet. Men er det et stort problem – og for hvem? Baglandet og vælgerne virker i hvert fald ikke, som om det generer dem synderligt. Partiets meningsmålinger er stadig pæne, og det er bestemt ikke et splittet og vredt bagland, som partitoppen er sammen med i Aalborg i dag. Tværtimod.

Dét, som er Liberal Alliances problem – og alle borgerliges problem, for den sags skyld – er, at der simpelthen ikke er flertal for at føre borgerlig politik, sådan som Folketinget er sammensat i øjeblikket. Det var der ikke før LA’s regeringsdeltagelse, og det er der ikke efter LA’s regeringsdeltagelse. Dansk Folkeparti er ikke et borgerligt parti, og Dansk Folkeparti spænder ben for borgerligheden. Sådan er det, og dét er den altoverskyggende grund til, at vi ikke får lettelser i topskatten, og at vi ikke får slanket den offentlige sektor. Det har intet at gøre med Liberal Alliance, og det har i hvert fald slet ikke noget at gøre med, om partiet sidder i regering eller ej.

Dengang Liberal Alliance stadig var et protestparti, som stod stejlt på sine mærkesager, var politiske modstandere og kommentatorer stærkt kritiske: Det var uansvarligt, det var umodent, det var useriøst.

Nu hvor Liberal Alliance er et regeringsbærende parti, som indgår kompromisser og sluger kameler, er modstanderne og kommentatorerne akkurat lige så kritiske: Det er utroværdigt, det er dumt, det er useriøst.

Damned if you do, damned if you don’t.

31 kommentarer RSS

  1. Af M Jørgensen

    -

    Og så ikke et ord om de brudte løfter og den mistede troværdighed.
    For hvem kan fremover tro andet end at disse øjne rent faktisk kan lyve?

  2. Af J. Hanse n

    -

    Man må ikke håbe, at Berlingske aflønner Amalie Lyhne for at agere som spindoktor for LA i avisen.

  3. Af Kim Kaos

    -

    Lille Anders skabte sig og ville ikke komme ned fra sit træ – Så lovede farmand Lars ham fin ny bil han kunne lege med og så blev lille Anders glad og kravlede med fra sit træ.

  4. Af M Jørgensen

    -

    Og ikke et ord om de brudte løfter- og den mistede troværdighed- som de stålsatte blå øjne ellers var garant for.

  5. Af Niels Larsen

    -

    Bette Anders slog sig, da han faldt ned fra træet.

    Desværre ikke nok.

    Hans indsats som udendørsminister har ikke aftvunget respekt.

  6. Af Maria Due

    -

    “Dansk Folkeparti er ikke et borgerligt parti, og Dansk Folkeparti spænder ben for borgerligheden.”

    Det er jo rigtigt, det har jeg sagt og skrevet i mange år og fået mange tæsk for i debatten, hvor DF’ere har fyldt uforholdsmæssigt meget. .Kristian Thulesen Dahl har som leder vist sig at være en underlig intrigant politiker, der har travlt med at løbe fra det ansvar det er, at være formand for så stort et parti. Han vil ikke betale den pris, det koster at sidde i regering, men han ser ud til at tabe i alle tilfælde og har fortjent det.

  7. Af Svend Jensen

    -

    Liberal Alliance, Alternativet og Det Radikale Venstre er ligesom små personbiler. De ligner allesammen hinanden, er lige billige og går i stykker nogenlunde samtidig – og så ruster de alle efter nogle få år. Ingen af dem slipper uskadt igennem et syn og de slides op hurtigt, da de er lavet af de billigste materialer. Kun tyggegummityggende båtnakker vil i køre en sådan dyt.

  8. Af Kent Madsen

    -

    Hvis integritet betød noget i dansk politik, så havde det været et problem at de var villige til at give køb på alt hvad de havde forlangt for at komme i regering…..men det gør det jo desværre ikke…

  9. Af Hul igennem?

    -

    -Det er vigtigere hvad vi gør effektivt med yallah.
    Mere politi og total grænsekontrol er nødvendigt. Exitlejrene skal udnyttes.

    Liberal Alliance klarer sig så længe der er skattepenge; ingen panik.
    Problemet for os er yallah. Tænk på det ; ingen penge til snakkere..

  10. Af Elizabeth Vin rassow

    -

    Df har i 30 år ført landsskadelig borgerlige politik. Nu rykker det endeligt mod syd og begynder at repræsentere deres vælgere. Sørme også på tide?

  11. Af Elizabeth Vin rassow

    -

    Df har i 30 år ført landsskadelig borgerlige politik. Nu rykker det endeligt mod syd og begynder at repræsentere deres vælgere. Sørme også på tide??

  12. Af Carl Thornberg

    -

    Magen til substansløs kommentar skal man lede længe efter. Det lyder, som noget der kommer fra en klassisk overskriftslæser, som ikke har sat sig ordentligt ind i tingene. De nævnte partier er blandt dem, som afviger fra den beklagelige populisme, som dominerer dansk politik i disse år.

  13. Af Ole H

    -

    LA er blot kapitalen nyttige idioter.
    De har stjålet med arme og ben.

  14. Af Thomas Jensen

    -

    Citat Amalie Lyhne: “Nu står partiet så i en situation, hvor man er en del af regeringen. Man får stadig ikke noget særligt ud af det, det er korrekt. Men hvad har man mistet?”

    Svaret er “Troværdighed”.

    Liberal Alliance satte sig MEGET højt op i et træ dengang, og stod fast på at den liberale kamp skulle kæmpes – også selvom det ville koste Venstre sine taburetter i regeringskontorerne. I modsætning til Enhedslisten under SR regeringen ville LA ikke levere stemmer uden at få noget igen. Liberal Alliance var med andre ord en garant for, at idealismen skulle tilbage i dansk politik.

    Men da man i LA pludseligt fik tilbuddet om at sidde i regering, så kom man meget hurtigt ned fra træet igen. Man kunne få sine egne taburetter at sidde på! Med Anders Samuelsens egne ord, kunne vi nu få den mest erfarne udenrigsminister i nyere tid.

    Nu står vi i den spegede situation, at DF ikke vil vælte den regering de ikke vil føre politik med og de borgerlige partier vil ikke tage konsekvensen af ikke at kunne gennemføre deres politik og udskrive valg (på trods af Løkkes forsikringer om, at han da ikke ville være “statsminister for enhver pris”). Derfor står folketinget reelt lammet i rigtig mange henseender, og Danmark kan ikke få de reformer, der skal til, for at få landet videre.

    Jeg mener at have læst for nyligt at LA’s ministre er de mindst populære og dem danskerne bedømmer som mindst troværdige.

    Det undrer mig ikke.

  15. Af Thomas Jensen

    -

    Citat Svend Jensen: “Liberal Alliance, Alternativet og Det Radikale Venstre er ligesom små personbiler. De ligner allesammen hinanden, er lige billige og går i stykker nogenlunde samtidig – og så ruster de alle efter nogle få år. ”

    Det Radikale Venstre blev stiftet i 1905.

    Hvor lang tid skal der gå, før du mener en “lille personbil” har bevist sin holdbarhed?

  16. Af Niels Larsen

    -

    MARIA DUE

    DF er bestemt blevet afsløret som Socialdemokratiet version 2.

    Det var nogenlunde troværdigt og tillidsvækkende som borgerligt støtteparti under Kjærsgaard, men med vattede Tulle er det gået stærkt ned ad bakke med kursen og troværdigheden.

  17. Af NO Niller

    -

    Oppe i træet der sidder sgu jeg- og jeg er langt – langt væk og jeg er langt- langt væk.
    Gad godt vide om de har spillet Young flowers melodi fra de syrede tider som indgangsmelodi før Samuelsen skulle holde sin formandstale.
    Hvis de har- er det fanme god humor.

  18. Af søren jensen

    -

    Har man ikke fået slanket den offentlige sektor? Gennem flere år har man da slagtet løs på postvæsnet, skattevæsnet, velfærden, forsvaret, sundhedsvæsnet, skolerne, DSB, bibliotekerne, de lokale brandvæsner, retssikkerheden og hele infrastrukturen. Spareøvelser har hærget overalt i landet. Hospitaler, skadestuer, motorkontorer, dommerkontorer, togfabrikker, serum- og vaccinefabrikker, væresteder, over 500 skoler og meget, meget mere er blevet lukkede, nedlagte eller skåret ned til sokkeholderne. Af postvæsnet, forsvaret, familieværdierne, den sociale velfærd og sundhedsvæsnets hidtil høje kvalitet osv. er kun rester tilbage. Men skattetrykket mv. er stadig i rekordhøjde, når det gælder middelklassens private økonomier.

  19. Af søren jensen

    -

    Filterkoks! Skrev om at utallige lukninger af skoler, hospitaler og kontorer osv. vel er en slags slankning af den offentlige sektor.

  20. Af Jan Petersen

    -

    Jeg kan sådan set godt forstå de politiske partiers dilemma mange gange. Vælgerne sammensætter et Folketing bestående af 9 forskellige partier. Almindelig hovedregning siger, at der formentlig skal flere end 1-2-3 partier til at danne flertal. Ergo må alle gå på kompromis – også LA.

    I øvrigt foretrækker jeg 9 forskellige partier frem for 2-parti løsninger 🙂

  21. Af Hul igennem?

    -

    Og jeg foretrækker 100 partier..

  22. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt omtales partier ikke i Grundloven, så 179 forskellige “partier” (enkelt individer) er vel egentlig en mere korrekt betegnelse 🙂

  23. Af Per Frederiksen

    -

    Fint forsøg på spin – hvem betalte dig for denne artikel Amalie? Er b.dk nu blevet et propagandaorgan?
    Det her indlæg er så naivt, at jeg ikke aner, hvor jeg skal starte….
    “For jo, Liberal Alliance er en succes. Partiet har måske ikke fået de helt store politiske sager gennemført, men man har formået at rykke den offentlige opinion…” Øhh. Har man det? Ligefrem den offentlige opinion – men altså uden rigtigt at få gennemført noget? Ja, så kan alt jo defineres som en succes… Jeg ser nu mest en afklædt Anders Samuelsen, der agerede på grænsen til vanvid, da han skulle afmelde al ideologi for at få en ministerpost… Manden er rablende gal – han påstod faktisk hårdnakket, at der havde været valg sidste år i november. Vi var bare et par millioner, der ikke havde opdaget det. http://www.bt.dk/politik/politiker-undrer-sig-over-samuelsens-folketingsvalg-jeg-naaede-ikke-at-haenge-valg
    LA har ikke flyttet noget af betydning – heller ikke den offentlige opinion. De er små, de er er ubetydelige, og de, og de øvrige højrefløjspartier, går i øvrigt baglæns, målt på opbakning, for tiden. Danskerne er nemlig ikke dumme.
    https://www.b.dk/politiko/barometeret

  24. Af Birger Nielsen

    -

    Anders S. , Thyra F. og kuglestøderen er det seriøse, troværdige eller tillidsvækkende politikere?
    Hvad synes Amalie L. selv ? Åbenbart ja. En succes siger Amalie .
    Alle tiders bedste udenrigsminister, siger Anders S. selv. Lyder det ikke morsomt.
    Laf os dog få en flertalsrsgering af S, V, Df og K. Det kunne måske, hvis viljen var der, give en fornuftig, langsigtet og afbalanceret politik henover midten, som man siger.
    Men utopisk, desværre ?

  25. Af Rap And

    -

    Det lille vendekåbe partiet som har formåede at holde sine vælgere for nar, da man skiftede sin 100 ufravigelige krav ud med nogle ministerbiler har afholdt årsmøde med deltagelse af livsglade sjæle med de skinnene øjne, som normalt kendetegner medlemmerne af religiøse sekter, og speed snakkeren lovede tilmed i bedste prædikant stil – uagtet de manglende resultatet – at det ultraliberale paradis lå lige rundt om hjørnet, hvis altså bare man holdte ud de næste 2-20 år. Nu skal man heller ikke være smålig. Nu skal partiet i arbejdstøjet og komme videre med at få vedligeholdt partiets upopularitet.

  26. Af Jan Petersen

    -

    I øvrigt, nogen her der har siddet i en flok af vidt forskellige mennesker og meninger, der skulle nå et fælles mål? F.eks i den nære familie, skolen, gymnasiet, arbejde e.lign. ALLE må gå på kompromis for at nå at fælles mål!

  27. Af Niels Juul Hansen

    -

    @Niels Larsen

    “DF er bestemt blevet afsløret som Socialdemokratiet version 2.”

    Afsløret? Hvem har afsløret det?

    Pia Kjærsgaard ar selv sagt, at DF er de ægte socialdemokrater.

  28. Af Svend Jensen

    -

    @THOMAS JENSEN – 22. APRIL 2017 18:51

    Det radikale venstre har skiftet karosseri så mange gange siden 1905 og motoren er efterhånden erstattet med gamle elastikker.
    Bagagerummet er fyldt med gammelt skidt fra en eller flere husmænds ødegårde.
    Øsen hakker fremad på kun 3 hjul, Østergård, Helveg og Karsten Nielsen; alle 3 næsten uden lufttryk.
    Ved næste syn kasseres det sminkede lig og kan derefter kun smides på skrotbunken.

  29. Af Niels Juul Hansen

    -

    Indlæg i filter – igen igen!

  30. Af Per Frederiksen

    -

    Til orientering, så bliver der censureret i indlæggene.
    For faen Berlingske – lær det nu…

  31. Af M Jørgensen

    -

    Muligheden for at råbe højt?Rollen som protestparti? Ja denhar de mistet -men er det et stort problem- og for hvem ?
    Der er da noget der tyder på at det ikke er alle der kan se lyset mere- nu hvor de tunge bidragsydere til partiet (Lars Seier mfl.) ikke fremover ønsker at støtte partiet økonomisk.
    Det er ikke fordi jeg forventer at dette indlæg bliver vist- der redigeres jo kraftigt i indlæggene ( censur)

Kommentarer er lukket.