Ingen kontanthjælp uden modydelser

Af Amalie Lyhne 0

Der er et emne i den offentlige debat, som bliver ved med at blive diskuteret, selvom de fleste faktisk er enige, og selvom den oplagte løsning er blevet foreslået mange gange efterhånden. Det er mærkeligt.

Dette emne er kontanthjælpen.

Forleden kom det frem, at andelen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på kontanthjælp er stigende, og det udgør naturligvis både et stort økonomisk problem og et stort integrationsmæssigt problem.

Forfatteren Ahmad Mahmoud, som selv er vokset op i en ghetto, har både tidligere og i går i Berlingske fortalt, hvordan der i mange ghettoer er udviklet en kultur, hvor passiv forsørgelse og snyd er normen. Alle er på kontanthjælp, så ingen sætter spørgsmålstegn ved det. Og værst af alt er det enormt svært for børnene at bryde fri.

Dette er i øvrigt ikke udelukkende en integrationsudfordring. Flere debattører, mange med personlige erfaringer fra socialt belastede boligområder, har fortalt lignende historier om etnisk danske miljøer.

Eskild Dahl Pedersen, som i årevis har været leder af den boligsociale indsats i Mjølnerparken på Nørrebro, har i flere år været fortaler for en reform af kontanthjælpssystemet, hvor man ingenting får, hvis man ikke møder op til enten uddannelse eller job (som så kunne være en slags nyttejob).

”Jeg mener, man skal droppe alle overførsler og i stedet give folk et retskrav på arbejde og uddannelse. For folk har brug for penge, og hvis man får at vide, at der bliver sat 500 kroner ind på ens konto, hver gang man har været i skole eller på arbejde, så vil de fleste kunne se meningen i det. På den måde vil du fjerne det enorme skuespil og den massive mængde af socialt bedrag, der også finder sted,” sagde Pedersen i et interview med Berlingske allerede for to år siden.

Eskild Dahl Pedersen kan ikke kategoriseres som hverken blå eller rød, og det er dét, der er så slående i denne debat: Der er faktisk meget bred enighed på tværs af blokkene om, at det simpelthen ikke duer at fortsætte i samme spor som hidtil, og at løsningen må være en helt anden ordning, hvor kontanthjælpen simpelthen ikke bliver udbetalt uden modydelser. Denne idé støttes også af Ahmad Mahmoud og af en lang række politikere, praktikere og meningsdannere fra mange forskellige sider.

Det er klart, at der er nogle nuancer. Er man så syg eller handicappet, at man ikke kan arbejde, er det naturligvis en anden sag.

Men vi er også nødt til at forholde os til, at systemet i øjeblikket belønner folks forsøg på at gøre sig til ofre, og det er rigtig skidt for både samfundet og i sidste ende også for de konkrete mennesker, det drejer sig om.

Dertil kommer, at man i lægefaglige kredse synes at være ret enige om, at de færreste mennesker med psykiske lidelser får det bedre af at ligge på sofaen hele dagen.

Man kan måske indvende, at det i princippet allerede er sådan, at man skal yde, før man kan få sin kontanthjælp. I hvert fald skal man jo officielt stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men i praksis er det en anden sag, og der er efterhånden ikke nogen, der bestrider, at raske mennesker kan sidde fast i kontanthjælpssystemet i 10 og 20 år.

Måske er problemet, at vores arbejdsmarkedslovgivning er så omfattende og kompleks, at ingen regering for alvor tør røre ved den.

Alene dagpengereglerne fylder 29.231 sider!

At skrotte det hele og begynde forfra er naturligvis ikke noget, man bare lige kan gøre. Men måske skulle man alligevel begynde?

For vi trænger virkelig til et mere enkelt og et mere håndfast system, og det er der faktisk meget bred enighed om.

 

 

Kommentarer er lukket.