Terror er hverken mere eller mindre alvorligt end tidligere tiders trusler

Af Amalie Lyhne 0

Islamistisk terror er grufuldt, afskyeligt og menneskefjendsk. Det skræmmer os, og det giver os både lyst, ret og pligt til at slå igen og forsvare os. Terroristerne er vores fjender, og det samme er den ekstremistiske ideologi, der ligger til grund for terroren.

Men terroren er hverken mere eller mindre alvorligt end tidligere tiders trusler. Danmark har været i krig før, og danskere er blevet slået ihjel af fjender før.

Alvorlige trusler mod Danmark og danskerne skal naturligvis være topprioritet for den til enhver tid siddende regering, og det er det også. Men truslerne og befolkningens forståelige frygt må ikke få regeringen til at gå i panik og skære lunser af vores frie samfund.

Det er desværre det, det ser ud til at ske i øjeblikket.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen ønsker blandt andet at give Center for Cybersikkerhed – en enhed under Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) – adgang til din patientjournal, dine recepter og alle mails mellem folketingsmedlemmer.

Det konkrete formål er at bekæmpe cyberangreb, som jo kan være noget ganske andet, end det de fleste af os forbinder med terror, men det politiske formål og den politiske stemning, som både danner baggrund for forslaget og muliggør forslagets virkeliggørelse, er ønsket om at imødegå terrortruslen så hårdt som overhovedet muligt.

Flere eksperter er overordentligt kritiske og kalder forslaget for en ”radikal ændring”.

”Det får hårene til at rejse sig i nakken på mig. Hvis alt det her bliver til virkelighed, ligner det totalitær overvågning. Centeret vil kunne få adgang til folks private data,” siger IT-sikkerhedsekspert Peter Kruse, som Berlingske har fået til at gennemgå forslaget.

Eksperter har tidligere kritiseret politikerne for at have givet Center for Cybersikkerhed for vidtgående beføjelser, og det uafhængige kontrolorgan Tilsynet med Efterretningstjenesterne har to gange kritiseret FE for ulovlige søgninger på danskere.

Socialdemokraterne er – ikke overraskende – helt klar til at støtte forslaget (Mette Frederiksen vil for alt i verden ikke fremstå svagere end de borgerlige, når det gælder terror, og så har retssikkerhed i øvrigt aldrig været første prioritet for partiet).

Når man forsøger at mane til besindighed i terrordebatten, stormer stråmændene straks frem fra alle hjørner. Man bliver beskyldt for at være naiv, for at ville lade stå til, for at være landsforræder, for at være for dum til at forstå alvoren.

Men jeg forstår skam godt alvoren. Jeg synes faktisk, at debatten er alt for alvorlig til, at vi lader stråmændene danse så lystigt.

Alle er jo enige om, at vi skal forsvare os. At vi skal handle, slå hårdt igen og gøre noget. Men vi må på civiliseret vis kunne diskutere hvad, hvordan og hvor meget.

I løbet af de seneste 10-15 år har vi allerede fordoblet antallet af mennesker, der arbejder i PET, vi har øget den generelle overvågning i samfundet betragteligt, og vi har afsat milliarder af kroner ekstra til området. Det er klart, at vi kan gøre endnu mere, men når vi begynder at gå på kompromis med borgernes frihed, mener jeg at grænsen er nået.

Forsvarsministeren er naturligvis ikke kommet igennem med sit forslag endnu, men umiddelbart ser det ud til, at der er et stort positivt flertal i Folketinget.

Derfor er det nu, jeg gerne vil mærke, at Liberal Alliance er i regering. Det liberale parti, som altid plejer at stå vagt om frihedsrettighederne og forsvare det frie samfund, bør sætte alt ind på at få fejet forslaget af bordet.

“Det ville være blevet værre, hvis vi ikke var der,” er et fint argument, som ofte er fornuftigt og rammer rigtigt.

Men det kan ikke bruges på alt i hele verden. Nogle gange er det mere værd at råbe højt og protestere end at ændre nogle små detaljer til det bedre.

Sådan er det med overreaktionen på terror og med Claus Hjorts nye forslag.

 

Kommentarer er lukket.