Kvinder på deltid er dumme

Af Amalie Lyhne 0

Ja, det mener jeg selvfølgelig ikke. Faktisk har jeg selv i de sidste ni år – siden jeg fik mit første barn – arbejdet mindre end 37 timer om ugen.

Man skulle egentlig tro, at det er en fuldstændig ligegyldig diskussion, for der er da ingen ved deres fulde fem, der mener, at kvinder på deltid skulle være mindre begavede end andre kvinder.

Nej, vel? Ikke desto mindre er dét den uudtalte og underliggende præmis i de utallige historier i medierne om kvinder, deltid og pension – senest i Politiken i går, men også her og her og her og her. Og her.

Den klassiske historie om, at kvinder sparer mindre op til pensionen end mænd, fordi de tager lange barsler og går på deltid, kører fast i medierne cirka to gange om året – som regel med den tilføjelse, at det særligt er et problem i tilfælde af skilsmisse.

Pensionsselskaberne vil naturligvis gerne have flere kunder, og de vil gerne have firmanavnet nævnt i avisen, så deres pr-folk fodrer historien igen og igen til de velvillige – og åbenbart meget glemsomme – journalister, som altid er sultne efter nemme og lækre færdigretter: Historier med identifikation og godt debatpotentiale, som tilmed virker meget seriøse med tal og statistik og alt muligt.

Historien har præcis den samme vinkel hver gang. Folk fra pensionsbrancen (som gerne vil have flere pengen i kassen) og fuldtidsarbejdende kvinder (uden forståelse for, at nogle kan have andre præferencer end dem selv) rynker bekymret brynene og taler omsorgsfuldt om de stakkels deltidsarbejdende kvinder, der er så sorgløse og naive – eller, lad og nu være ærlige: dumme – at de ikke skænker pensionen en tanke, før de måbende står dér som fraskilte gamle damer uden en klink på lommen. De sølle kvindemennesker skal oplyses og hjælpes, skal de.

Det er en åbenlys sandhed, at alle valg har konsekvenser. Det gælder naturligvis også, når man vælger at gå på deltid.

Men kunne det tænkes, at alle os deltidsarbejdende kvinder – en tredjedel af alle arbejdende danske kvinder er på deltid – rent faktisk har hjernekapacitet nok til at tænke på vores fremtid? At vi naturligvis er klar over, at et parforhold kan slutte? At vi har vejet tingene grundigt op imod hinanden og truffet et bevidst valg? Og at vi endda kan finde ud af at fremskrive og regne med procenter?

Oplysning er der aldrig noget ondt i. Men hvor ville jeg ønske, at medierne talte lidt mere op til folk i stedet for det modsatte.

 

Kommentarer er lukket.