Nej, vi har ikke skåret ned i sundhedsvæsenet – tværtimod

Af Amalie Lyhne 0

Regeringen og Dansk Folkeparti besluttede tidligere på ugen at droppe det såkaldte produktivitetskrav i sundhedsvæsenet – at sygehusene siden 00’erne hvert år har været tvunget til at operere, behandle og undersøge to procent flere patienter på den samme tid og for de samme penge.

Produktivitetskravet har længe været udskældt, og regeringen har derfor for længst indvilliget i at udarbejde et nyt styringsværktøj. Men nu kunne man alligevel ikke udholde kritikken længere: Produktivitetskravet bliver droppet allerede til næste år, mens en ny måde at effektivisere på forventes at være klar i 2019. Dermed blev der lukket en flanke over for de flirtende velfærdskærester – Mette Frederiksen og Kristian Thulesen-Dahl – inden åbningsdebat, landsmøde og ikke mindst inden næste måneds valg til kommuner og regioner.

Man kan bestemt diskutere det fornuftige i denne form for standardiseret effektivisering, hvor alle år efter år skal løbe præcis to procent hurtigere.

Det er bare ikke dét, som kritikerne taler om. Nej, der bliver derimod hylet op om besparelser, nedskæringer og ressourcemangel. Gang på gang hører vi oppositionens politikere – inklusiv DF’erne – påstå, at velfærdssamfundet bliver udsultet, at den borgerlige regering bruger penge på skattelettelser i stedet for velfærd, at der bliver skåret ned i sundhedsvæsenet.

Men det er simpelthen løgn.

Enhver kan gå ind på Danmarks Statistiks hjemmeside og finde en fin og enkel tabel frem, der viser udviklingen i de offentlige udgifter til sundhedsvæsenet. Fra 1995 til 2016 er beløbet steget hvert eneste år uden undtagelse. I 1995 blev der brugt 70 milliarder kroner, sidste år var beløbet knap 178 milliarder – og i den mellemliggende tid er det således vokset stille og roligt med et nøk opad år efter år.

Forklaringen på de stigende udgifter på den ene side og produktivitetskravet på den anden er, at der hele tiden bliver udviklet nye typer af behandlinger, ny og bedre medicin, nyt apparatur. Samtidig bliver vi ældre, netop fordi lægerne kan mere, og fordi vi lever sundere.

De stigende udgifter er derfor fornuftige nok. Men det er altså også fornuftigt at effektivisere – ligesom man gør alle andre steder i den offentlige sektor, og ligesom man som det naturligste i verden gør i den private sektor. For kun ved hele tiden at forsøge at finde klogere og bedre måder at arbejde på, kan man få råd til alle de nye ting, man gerne vil. Uden incitamenter til at effektivisere vil organisationer gå i stå – og eftersom den omkringliggende verden som bekendt er i konstant udvikling, vil denne stilstand langsomt, men sikkert føre til forringet service.

Det virker overmåde sandsynligt, at man kan finde en bedre måde at effektivisere på end det ufleksible produktivitetskrav.

Men skal vi have en lødig debat om prioriteringerne i sundhedsvæsenet, må vi holde os til sandheden: Der er ikke blevet skåret ned. Tværtimod.

Kommentarer er lukket.