De nationalkonservative mangler demokratisk forståelse

Af Amalie Lyhne 0

Hvad er demokrati? Det er titlen på Hal Kochs berømte bog fra 1945, hvis idé om demokrati som samtale stadig påvirker politiske debatter i dag.

Og så er det et spørgsmål, som vor tids nationalkonservative burde fundere lidt mere over.

De behøver selvsagt ikke bekende sig til Hal Koch – hans navn lugter nok lidt for meget af Det Radikale Venstre til at de kan holde det ud, og fred være med dét.

Men de er nødt til at gøre det klart for os andre: Går de ind for det liberale demokrati? Og har de overhovedet forstået, hvad et liberalt demokrati er?

I weekenden var det Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth, som meget klart demonstrerede sin fløjs manglende forståelse for de allermest basale dele af vores demokrati.

Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik skrev en leder, hvori han efterlyste et bedre demokratisk kompas på højrefløjen – med henvisning til blandt andet den stærkt politiserede tildeling af statsborgerskab, imamloven, som stækker ytringsfriheden, romaloven, som stækker retten til ligebehandling, og burkaforbuddet, som stækker religionsfriheden og den generelle frihed.

Marcus Knuth vælger at svare på kritikken, men han gør det på en så indskrænket måde, at man ikke kan andet end sætte spørgsmålstegn ved mandens demokratiforståelse.

I stedet for at argumentere for, hvorfor han ikke mener, at disse love bryder med frihedsrettighederne, så henviser han udelukkende til, at de er vedtaget – eller bliver vedtaget – af et flertal i Folketinget.

”Hver af disse love er/forventes fremsat af en samlet Regering og vedtaget med et MASSIVT flertal i Folketinget. Ikke bare af en enig blå blok, men også med støtte fra Socialdemokratiet – hvilket betyder opbakning fra godt 3/4 af det folkevalgte, danske folkestyre. Hvordan kan du udstille det som udemokratisk? Det er da netop demokratiet, der taler,” skriver Knuth på sin Facebook-side.

Det er intet mindre end et idiotisk svar. Naturligvis er Krasnik ikke i tvivl om, at når en lov bliver vedtaget, er det fordi der er flertal for den. Og der er heller ingen, der anklager regeringen for at fifle med de grønne knapper i folketingssalen.

Dét, kritikken derimod handler om, er den alt for lette omgang med de borgerlige frihedsrettigheder, individets rettigheder, som er en helt afgørende del af det liberale demokrati.

For ja, demokrati er andet og mere end flertalsstyre. Uden frihedsrettighederne og mindretalsbeskyttelsen kunne Danmark ikke kalde sig et demokrati – heller ikke selvom et flertal i Folketinget måtte ønske at afskaffe disse ting.

Det er ikke en demokratisk handling, hvis et flertal i Folketinget tager rettighederne fra et mindretal – det er derimod flertalstyranni, og det er udemokratisk. Hvis et flertal bare kan beslutte, at imamer ikke må sige, hvad de har lyst til, så kan det jo gælde rabbinere og præster næste gang. Og derefter skolelærerne. Og så journalister. Og til sidst politiske modstandere og folk med det forkerte blod i årerne.

Man kan selvsagt være uenig i dette glidebane-argument, men hvis man end ikke forstår det, så er der altså noget galt.

Højrepopulismen er på fremmarch i disse år, og derfor er det så vigtigt at råbe vagt i gevær, hver gang man hører en politiker bruge folkets vilje som argument for at skære lunser af vores liberale demokrati.

I nationalkonservative kredse, hvor man som bekendt ikke beskæftiger sig med meget andet end muslimer, er det netop yndlingsargumentet: Jamen, i et demokrati må man jo rette sig efter flertallet, og flertallet vil have muslimerne ud.

Efter Donald Trumps valgsejr og efter højrepopulistiske sejre overalt i Europa lød samme argument over for folk, som vovede at lufte en bekymring: Du må da respektere demokratiet! Folket har talt, og så er der ikke mere at snakke om.

Men jo – der er altså mere at snakke om. Meget mere. For demokrati er ikke bare flertalsstyre, og de borgerlige frihedsrettigheder er under pres.

Kommentarer er lukket.