I vuggestuen er et varmt smil vigtigere end en lang uddannelse

Af Amalie Lyhne 0

I Danmark har vi en tendens til at overuddanne og gøre uddannelse til svaret på alt.

Det ser vi i gymnasierne, hvor alt for mange unge mennesker spilder deres tid og sænker niveauet for de øvrige elever. Og det ser vi på universiteterne, hvor alt for mange studerende slæber sig igennem blot for at ende med et job, der slet ikke kræver en akademisk grad.

Aktuelt er dette uddannelsessnobberi dukket op i diskussionen om børnetal, pædagoger og uddannelse. Ifølge Danmarks Statistik vil børnetallet stige med næsten 60.000 frem til 2025, og det er jo en glædelig nyhed. Men pædagogernes fagforening, BUPL, vrider hænder, fordi antallet af uddannede pædagoger ikke umiddelbart ser ud til at følge med. ”Et skrækscenarie,” kalder BUPL’s formand Elisa Bergmann det i Jyllands-Posten, mens KL’s formand for løn- og personaleudvalget, borgmester Michael Ziegler, maner til ro og foreslår at ansætte folk med en lidt kortere uddannelse i daginstitutionerne.

Det er et modigt forslag. Og så meget desto mere velgørende.

Lige nu er cirka 60 procent af personalet i daginstitutionerne pædagoger, mens resten er pædagogiske assistenter eller pædagogmedhjælpere med mindre uddannelse i bagagen end de tre et halvt år, som pædagoguddannelsen tager.

At antallet af voksne i forhold til antallet af børn i en daginstitution er vigtigt er ikke til diskussion. Selvfølgelig går det ud over børnene, hvis den ene 1-årige kan bide den anden 1-årige til blods, fordi stuens eneste tilstedeværende voksen er i gang med at skifte ble. Og næsten værre er det, hvis de voksne ikke har tid til at se børnene i øjnene, tale med dem enkeltvis, smile kærligt til dem og give dem et kram.

Men hvor meget det betyder, om det kærlige smil kommer fra en pædagog eller en pædagogisk assistent – det kan man bestemt diskutere.

Fred være med at BUPL råber vagt i gevær over det stigende børnetal. En fagforening spiller vel sin rolle dårligt, hvis den ikke kæmper for flere job, mere uddannelse og dermed mere løn til sine medlemmer.

Men burde vi andre ikke stoppe op og overveje, om lige præcis tre et halvt års uddannelse er en hellig størrelse? Kan man ikke være den tredjevigtigste voksen i et lille barns liv efter mor og far, selvom man ikke kan gøre rede for Foucaults (tvivlsomme) diskursanalyse? Kan man kun højne kvaliteten af den offentlige service ved at uddanne og sende flere penge – eller kan det også handle om den menneskelige faktor?

Som mor er jeg i hvert fald ikke i tvivl: Jeg har aldrig nogensinde efterladt mit vuggestuebarn i armene på en voksen og bekymret mig om vedkommendes uddannelsesniveau – om hun mon kunne sine psykologiske teorier, og hvilken karakter hun mon havde fået til den afsluttende eksamen.

Jeg har derimod været bekymret over antallet af voksne og over uro, larm og manglende nærhed. Hvis de problemer kan løses ved at forkorte pædagoguddannelsen eller øge andelen af pædagogiske assistenter en smule, er det da en overvejelse værd.

Kommentarer er lukket.